Krone: Hvis din tand har mistet en større del af sin tandsubstans eller er meget svækket fx af en revne i tanden, er det muligt at forstærke den med en krone, der omslutter hele tanden.
Bro: Hvis du mangler én eller flere tænder, er det muligt at erstatte disse, hvis de har sunde, fastsiddende nabotænder. Det foregår ved, at nabotænderne forsynes med kroner, der loddes fast til et porcelænsbeklædt metalskelet, som bærer erstatningstænder for de manglende tænder. På denne måde dannes en “bro”.
En krone eller en bro fremstilles ved, at tandlægen nænsomt borer tanden/tænderne i en planlagt facon og herefter tager et aftryk af tænderne. Dette aftryk gives videre til vores tandtekniker, som holder til i huset. Tandteknikeren støber en gipsmodel af dine tænder og fremstiller en krone/bro ud fra denne. Når kronen eller broen er færdig kommer den tilbage til tandlægen, hvor den bliver prøvet og justeret i patientens mund for herefter at blive cementeret fast. Behandlingen kan derfor ikke gøres færdig på et enkelt besøg og er ofte mere kostbar end andre behandlinger.
Kroner og broer kan fremstilles i enten guld, metal/keramik eller i rent keramik. Keramikkroner kan laves meget flotte og er svære at skelne fra de naturlige tænder. Guld er dog et mere solidt og slidstærkt materiale, som giver maksimal holdbarhed. Tal med din tandlæge om, hvad du helst vil have.
Vi bruger udelukkende danskfremstillede kroner og broer som laves her i huset til favorable priser. Dermed kan vi garantere, at der udelukkende anvendes de bedste materialer og ædle metaller således at vores patienter ikke risikerer at få en allergisk reaktion fra kronen/broen.